Fremtiden på Hvalsø Kraftvarmeværk

16. maj 2022

Der har været flere henvendelser vedr. Hvalsø Kraftvarmeværks håndtering af de stigende energipriser og hvad vi gør for at imødekomme disse.

Det er næppe gået nogen forbi at priserne i samfundet generelt er steget i den senere periode, hvilket vi også mærker på Hvalsø Kraftvarmeværk. Vi har som bekendt været nødsaget til at hæve prisen for fjernvarme med ca 8% ift. den budgetterede pris i 2021.

Vi har kigget på vores eget driftår i 2021 og på andre værker og vi kan konstatere at måden hvorpå varmepriserne bedst kan holdes i ro er ved at etablere forskellige enheder til varmeproduktion. Det kom bl.a. til udtryk i 2021 hvor vi måtte sænke varmeafregningsprisen med ca. 25% grundet høje el-indtægter.

Hos Hvalsø Kraftvarmeværk kan vi for nuværende producere varme på biomasse, med en gaskedel eller med vores gasmotor ifm. salg af strøm. Vi har derfor kigget på hvad en naturlig udvidelse af denne kapacitet kan være og vi er kommet frem til at kigge på el-kedler, varmepumper og mere biomasse. 

Meget tyder på at prioritet 1 vil være opstilling af en el-kedel kombineret med en stor akkumuleringstank. En el-kedel vil være en naturlig udvidelse af vores interesser på el-markedet. Vi har pt. mulighed for at sælge strøm når prisen er høj, og med en el-kedel vil vi være i stand til at aftage meget billig strøm når der er overskudskapacitet i el-nettet. Denne strøm vil vi så kunne producere varme med og lagre i vores beholder.

Dernæst ser vi på mulighederne for at opstille mere kapacitet til at benytte biomasse. Kravet hertil er dog at det skal være bæredygtigt forstået således at det skal komme fra lokale leverandører og derved ikke være transporteret fra udlandet eller lign.

Begge ovenstående enheder er også eksempler på hvorledes vi kan gøre os fri af direkte afbrænding af naturgas til varmeproduktion.

Hvalsø Kraftvarmværk er ved at få udarbejdet et strategi oplæg som gerne skulle kortlægge hvilke muligheder der vil være de bedste at afsøge ifm. udvidelse af vores maskinpark. 

Der bliver derfor arbejdet målrettet på at finde løsninger til hvorledes vi kan holde varmeprisen i ro. Giver udvidelserne mulighed for samtidig at sænke varmeprisen er dette kun et plus,

Har i spørgsmål eller lign. er i altid velkomne til at kontakte os,

Mvh

Michael,

Hvalsø Kraftvarmeværk

 

 

//